FALSK: Repræsentanternes Hus har ikke stillet Joe Biden for en rigsret

Af: Nikolaj Kristensen
Juli 5 2023

Del artiklen: facebook logo twitter logo linkedin logo
FALSK: Repræsentanternes Hus har ikke stillet Joe Biden for en rigsret

Faktatjek

Bedømmelse FALSK

Repræsentanternes Hus har vedtaget en resolution, der sender et lovforslag om at stille præsidenten for en rigsret videre til behandling i udvalg.

Påstands-ID 509c9fcf

Kontekst

Ifølge flere videoer på sociale medier har Kongressen i USA stemt for at stille præsident Joe Biden for en rigsret. I videoerne ser man Repræsentanternes Hus vedtage et lovforslag med stemmerne 219-208.

Lovforslaget, Resolution 529, henviser til et andet lovforslag, Resolution 503, som rigtigt nok går ud på at stille præsidenten for en rigsret. Men Resolution 529 stiller ikke Joe Biden for en rigsret. Derimod sender det lovforslaget Resolution 503 til behandling i to udvalg i Repræsentanternes Hus. 

Faktisk

Den 22. juni 2023 vedtog Repræsentanternes Hus Resolution 529 med stemmerne 219-208. Lovforslaget stiller ikke præsident Biden for en rigsret, forklarer David Alan Sklansky, der er professor i strafferet ved Stanford University. “Derimod sender den (resolutionen, red.) et tidligere lovforslag om at stille præsidenten for en rigsret videre til to udvalg i Repræsentanternes Hus, som skal overveje det og så, måske, melde tilbage til det samlede Repræsentanternes Hus, om lovforslaget skal vedtages som foreslået eller i ændret form,” siger han til Logically Facts. 

Det tidligere lovforslag, Resolution 503, blev fremsat af republikaneren Lauren Boebert den 13. juni 2022. I forslaget lød det, at præsidenten skulle stilles for en rigsret for “High Crimes and Misdemeanors” - på dansk "højforræderi og forseelser”, et begreb der bruges til at dække forbrydelser og overtrædelser begået af embedsmænd - på grund af hans håndtering af grænsen til Mexico. Ifølge Boebert har Biden hverken været i stand til at håndhæve immigrationslovgivningen eller sikre grænsen mod import af narkotika. Lovforslaget så ud til at blive nedstemt, efter at det havde mødt modstand blandt republikanerne i Repræsentanternes Hus. Kritikken lød blandt andet, at Boebert burde have ventet med at fremsætte et lovforslag om rigsret, indtil Husets tilsynsudvalg har afsluttet sin igangværende undersøgelse af Biden-familien. I stedet vedtog Huset altså et lovforslag, som sender Resolution 503 til behandling i retsudvalget og udvalget for Homeland Security. 

Ifølge Sklansky er det almindeligt, at Kongressens kamre sender lovforslag til behandling i udvalg. “De fleste af de forslag, som ender med at blive vedtaget, er først blevet sendt i udvalg. Men de fleste af de forslag, der sendes i udvalg, bliver aldrig vedtaget,” forklarer han. 

Efter afstemningen sagde Boebert til fremmødte journalister, at hun, hvis udvalgene er fodslæbende, vil fremsætte sit lovforslag igen “hver dag resten af min tid her i Kongressen.” Boebert tilhører højrefløjen i det republikanske parti og er medlem af Freedom Causus, der anses for at være Kongressens mest højreorienterede gruppe. Hun er i mange spørgsmål på linje med den forhenværende præsident Donald Trump. 

Hos Demokraterne tvivler man på, at Boeberts forslag havde noget med grænsesikkerhed at gøre. Bennie Thompson, der er medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne, sagde for nylig til avisen New York Times, at det for ham lignede en afledningsmanøvre, der skulle distrahere fra Donald Trumps ugerninger. Trump er for nylig blevet tiltalt for sin håndtering af klassificerede dokumenter. 

Bedømmelse

Det lovforslag, som blev vedtaget i Repræsentanternes Hus den 22. juni, stiller ikke præsident Biden for en rigsret. Derimod sendte det et tidligere lovforslag, der søgte at få præsidenten stillet for rigsretten, til behandling i retsudvalget og udvalget for Homeland Security. Derfor har vi bedømt påstanden som falsk.

Read this fact check in:

English , Dansk

Vil du gerne i kontakt med redaktionen eller tippe os om en påstand, der skal faktatjekkes?

0
Faktatjek udgivet på verdensplan

Når vi træffer meningsfulde valg, som har betydning for vores liv, sætter vi vores lid til informationer. Men internettets natur gør, at misinformation når ud til flere mennesker hurtigere end nogensinde før