G20-ledere har ikke annonceret planer om at indføre digitale valutaer og ID’er i hele verden

Af: Umme Kulsum
September 27 2023

Del artiklen: facebook logo twitter logo linkedin logo
G20-ledere har ikke annonceret planer om at indføre digitale valutaer og ID’er i hele verden

(Kilde: X/TikTok/Skærmbilleder)

Faktatjek

Bedømmelse FALSK

Der blev ikke meldt noget ud om at indføre digitale valutaer og ID'er på verdensplan under G20-topmødet i New Delhi i september 2023.

Påstands-ID e7e0a16f

Hvad er påstanden?

Efter afslutningen på dette års G20-topmøde har en påstand spredt sig på sociale medier om, at G20-lederne på mødet blev enige om at indføre digitale valutaer og digitale ID’er i deres respektive lande. 

Ved G20-topmødet mødes lederne af nogle af verdens 20 største økonomier for at diskutere den globale økonomi. I år blev mødet afholdt under Indiens formandskab i New Delhi fra den 9.-10. september. 

Påstanden om den planlagte indførelse af digitale valutaer og ID’er stammer fra en artikel, der blev udgivet den 15. september 2023 af The Epoch Times, en hjemmeside der er kendt for at udbrede misinformation. Tilsvarende artikler blev også udgivet på hjemmesiderne The People’s Voice, tidligere kendt som NewsPunch, og Daily Sceptic, der begge ligeledes er kendt for at sprede misinformation. 

Siden er påstanden blevet delt vidt og bredt på X (tidligere Twitter) og TikTok, hvor mange brugere udtrykker bekymring for konsekvenserne af den påståede indførelse af digitale valutaer og ID'er. 

Men påstanden er falsk. Der blev ikke meldt nogen planer ud om at indføre digitale valutaer og ID’er under G20-topmødet. 

Hvad blev diskuteret under G20-topmødet?

Under topmødet vedtog G20-lederne en fælles erklæring, som blandt andet behandler digital offentlig infrastruktur, ligestilling mellem kønnene, hvidvaskning af penge samt reformer af finanssektoren med henblik på en stærk, bæredygtig, afbalanceret og inkluderende global vækst. Men ingen steder står der noget om at indføre digitale valutaer eller ID'er på verdensplan.

Der var imidlertid samtaler og diskussioner om at udvikle digitale centralbankvalutaer (såkaldte Central Bank Digital Currencies eller CBDC'er), som er en digital form for statslig valuta.

På side 26 i erklæringen under afsnittet "Central Bank Digital Currency” står der: "Vi byder diskussioner om de potentielle makrofinansielle konsekvenser af indførelsen og vedtagelsen af digitale centralbankvalutaer (CBDC'er) velkommen, især for mellemstatslige betalinger såvel som for det internationale monetære og finansielle system." Videre står der, at G20-lederne ser frem til kommende rapporter, der kan fremme diskussionen om emnet yderligere.

Forud for topmødet, nemlig den 7. september 2023, udsendte Den Internationale Valutafond (IMF) og Financial Stability Board en rapport med anbefalinger til at identificere og håndtere makroøkonomiske risici forbundet med kryptoaktiver. Rapporten blev diskuteret på topmødet, hvor man foreslog at følge anbefalingerne på rettidig vis. 

Men selvom der var diskussioner om konsekvenserne af digitale valutaer, blev det altså ikke annonceret, at sådanne valutaer skulle implementeres hverken på globalt plan eller i G20-medlemslandene.

Logically Facts har flere gange tidligere afkræftet påstande fra The Epoch Times, Daily Sceptic og The People's Voice, som du kan læse her, her og her.

Digitale valutaer har længe været genstand for forskellige konspirationsteorier, der hævder, at regeringer eller magtfulde eliter vil indføre disse valutaer med det formål at få kontrol over og overvåge folks pengeoverførsler. Teorierne knytter sig også til konspirationsteorien om New World Order, som går ud på, at en lille, hemmelighedsfuld elite arbejder på at indføre en totalitær verdensregering.

Bedømmelse

Der blev ikke annonceret nogen planer om at indføre digitale valutaer eller digitale ID'er i hele verden under det seneste G20-topmøde i New Delhi. Vi bedømmer derfor påstanden som falsk. 

Faktatjekket er oversat af Nikolaj Kristensen.

Read this fact check in:

English , Dansk

Vil du gerne i kontakt med redaktionen eller tippe os om en påstand, der skal faktatjekkes?

0
Faktatjek udgivet på verdensplan

Når vi træffer meningsfulde valg, som har betydning for vores liv, sætter vi vores lid til informationer. Men internettets natur gør, at misinformation når ud til flere mennesker hurtigere end nogensinde før