Påstand om ukrainske soldater, der overgiver sig i massevis, er højst usandsynlig

Af: John Faerseth
Oktober 11 2023

Del artiklen: facebook logo twitter logo linkedin logo
Påstand om ukrainske soldater, der overgiver sig i massevis, er højst usandsynlig

(Kilde: X/TikTok/Skærmbillede)

Faktatjek

Bedømmelse FALSK

Ingen troværdige kilder har rapporteret, at ukrainske soldater overgiver sig i massevis. Givet den militære situation er masseovergivelsen usandsynlig

Påstands-ID feffac87

Kontekst

I en udbredt video på TikTok hævder de amerikanske YouTubere Clayton og Natali Morris, at titusindvis af ukrainske soldater har nedlagt deres våben i løbet af de seneste uger og overgivet sig til russiske tropper. Clayton og Natali Morris henviser til videoklip, der angiveligt viser grupper af ukrainere, som overgiver sig. 

Morris-parret hævder at have opsnappet "utallige" rapporter om ukrainere, der overgiver sig, og de påstår, at CNN, BBC og andre vestlige medier ikke dækker det, "fordi de ikke ønsker, at folk skal se det." 

I videoen påstås det endvidere, at Rusland fra luften har kastet pamfletter ned over ukrainerne. Pamfletterne skulle angiveligt indeholde en beskrivelse af, hvordan ukrainerne kan overgive sig. Desuden skulle det fremgå, at russerne har etableret en særlig radiofrekvens kaldet "Volga", hvor ukrainerne kan tilkendegive deres ønske om at overgive sig. 

Lignende påstande er blevet fremsat af det russiske nyhedsbureau TASS samt af russiske propagandamedier som RT og Sputnik News.

Faktisk

Logically Facts var ikke i stand til at verificere de videoklip, der angiveligt viser ukrainske soldater, som overgiver sig. Det tyder på, at påstanden er usand. Selv hvis videoerne er autentiske, ser man i dem alle sammen kun mindre grupper af mennesker overgive sig, hvilket ikke tyder på, at de samlet set udgør noget stort antal.  

Ingen ukrainske eller pålidelige internationale nyhedsmedier har rapporteret, at ukrainere skulle overgive sig i massevis, og ukrainske myndigheder har ikke udsendt nogen erklæringer, der kan bekræfte påstanden. Ukraine har omkring 200.000 aktive soldater, og hvis titusinder havde overgivet sig inden for kort tid, ville det sandsynligvis være blevet bemærket af internationale observatører og nyhedsbureauer. 

Hans Petter Midttun er en tidligere norsk militærattaché i Ukraine, som dagligt skriver opdateringer om den militære situation for det ukrainske netmedie Euromaidan Press. Ifølge ham er påstanden om overgivelserne usandsynlig. "For at ukrainske soldater skulle overgive sig i et sådant antal, skulle Rusland have haft held til at bryde igennem fronten og omringe flere ukrainske brigader. Ingen tilgængelige oplysninger vidner om, at det er tilfældet; tværtimod,” siger han.

Midttun forklarer, at "alle meldinger fra Ukraine tyder på, at Rusland mangler strategiske reserver. De er tvunget til at flytte eksisterende styrker langs frontlinjen og kæmper med motivationsproblemer på grund af manglende artilleri, ammunition og antiluftskytskapaciteter, dårlig logistik, store tab og manglende lægehjælp.” Han siger, at påstanden om ukrainere, der overgiver sig "lugter af misinformation,” og han vurderer, at formålet er todelt: For det første at give den russiske befolkning et "indtryk af succes,” og for det andet at nedbryde "ukrainsk moral og internationalt sammenhold."  

Clayton Morris, der tidligere var vært på det amerikanske tv-program Fox & Friends, forlod Fox News i 2017. Ifølge hjemmesiden og X-kontoen (tidligere Twitter) Vatnik Soup - som drives af den finske forsker Pekka Kallioniemi og oplister personer, som spreder russisk propaganda - udbreder Clayton Morris og hans kone Kreml-venlige konspirationsteorier relateret til krigen i Ukraine.

Britiske BBC har afkræftet påstanden om de ukrainske overgivelser. BBC's ekspert i disinformation, Shayan Sardarizadeh, har påpeget, at nogle af videoerne, som Morris-parret deler, er fra april 2022, og at der "ingen beviser er for, at ukrainske soldater overgiver sig til russerne i massevis, eller at der bruges 'særlige radiofrekvenser' til at gøre overgivelse lettere."

Bedømmelse

Ingen troværdige kilder har rapporteret, at ukrainske soldater overgiver sig i massevis. Givet den militære situation er masseovergivelsen usandsynlig. Vi bedømmer derfor denne påstand som falsk. 

Faktatjekket er oversat af Nikolaj Kristensen. 

Read this fact check in:

English , Dansk

Vil du gerne i kontakt med redaktionen eller tippe os om en påstand, der skal faktatjekkes?

0
Faktatjek udgivet på verdensplan

Når vi træffer meningsfulde valg, som har betydning for vores liv, sætter vi vores lid til informationer. Men internettets natur gør, at misinformation når ud til flere mennesker hurtigere end nogensinde før