Gamle optagelser af brand på Mærsk-skib deles som Houthi-angreb på britisk fartøj

Af: Soham Shah
Februar 23 2024

Del artiklen: facebook logo twitter logo linkedin logo
Gamle optagelser af brand på Mærsk-skib deles som Houthi-angreb på britisk fartøj

(Kilde: TikTok/Skærmbilleder)

Faktatjek

Bedømmelse FALSK

Videoens første klip viser en brand på Mærsk Honam i 2018. Kun ét ud af 13 klip i videoen er relateret til et nyligt angreb på et britisk skib.

Påstands-ID bee50f99

Hvad er påstanden?

TikTok deles en 105 sekunder lang video, der hævder at vise billeder af en nylig hændelse, hvor Iran-støttede Houthi-oprørere angreb et britisk skib. Videoen indeholder flere klip af sejlskibe, helikoptere og militærfly, som kobles til hændelsen. 

I et opslag blev videoen delt med teksten: "Britisk skib ramt af Iran-støttet milits." I et andet stod der: "Et ubevæbnet skib. Kujoner." I flere af videoerne fremgik det, at der var tale om "Breaking News". I videoerne høres en voiceover, der lyder, som om det er fra et nyhedsindslag. 

Opslagene kommer få dage efter, at tankskibet Marlin Luanda blev angrebet af de Iran-støttede Houthi-oprørere i Adenbugten den 27. januar. Ifølge BBC hævdede en talsmand for Houthi-oprørerne, at skibet, som er drevet af et britisk-registreret selskab, var blevet ramt som modsvar på "amerikansk-britisk aggression mod vores land." Der opstod brand på skibet som følge af angrebet, men flere medier kunne rapportere, at branden blev slukket, og at skibet var på vej til en sikker havn.  

Men af de 13 klip, der vises i videoen, er kun ét fra angrebet på Marlin Luanda. De øvrige 12 er af ældre dato og har ikke noget med angrebet at gøre.

Hvad fandt vi ud af?

Voiceoveren, der høres i videoen, stammer fra en nyhedsudsendelse fra den amerikanske nyhedskanal ABC. Udsendelsen kan findes på YouTube, hvor ABC lagde den ud den 27. januar. Indslaget har titlen: "Britisk skib ramt af iransk-støttet milits." Indslaget handler om Houthi-angrebet på Marlin Luanda. 

Videoen på sociale medier indledes med et klip af et skib i brand. Men klippet har intet med angrebet på Marlin Luanda at gøre. 

På siden af skibet ses ordene "Maersk Line". Herudfra søgte vi os frem til en længere video, som indeholder de optagelser, der indgår i den sammenklippede video, som deles på sociale medier. Videoen er lagt på YouTube den 16. januar 2019 under titlen "Maersk Honam, delt i to, transporteres til Hyundai Heavy for at blive restaureret.”

På baggrund af dette fandt vi videoer af en redningsaktion af skibet Mærsk Honam, som den indiske kystvagt lagde på X (tidligere Twitter) den 9. marts 2018. Her ses det samme skib i brand som i videoen, der deles som et angreb på Marlin Luanda.

En række medier, blandt andet The Times of India, rapporterede ligeledes om branden ombord på skibet og den indiske kystvagts redningsaktion i marts 2018.

Desuden lagde Mærsk den 20. oktober 2020 en pressemeddelelse om hændelsen ud på virksomhedens hjemmeside. Heraf fremgår det, at skibet brød i brand den 6. marts 2018, og at branden brød ud i et af skibets lastrum, mens skibet befandt sig i Det Arabiske Hav og var på vej mod Suez. Der står desuden, at skibet sejlede under singaporeansk flag, og at årsagen til branden ikke er endeligt fastlagt, men at branden sandsynligvis er opstået ved "nedbrydning af farligt gods, der genererede en intens varme." 

Andre klip i videoen

Kun ét af videoens 13 klip viser det nylige Houthi-angreb på et britisk skib. Gennem omvendt billedsøgning fandt vi ud af, at de øvrige billeder og klip viser militære gengældelsesaktioner mod houthierne, forskellige Houthi-angreb på andre skibe samt hændelser, der ikke har noget med konflikten i Det Røde Hav at gøre. 

Videoens andet klip viser i virkeligheden flådefartøjet USS Carney i Souda-bugten ved Grækenland. Klippet blev uploadet til en billeddatabase drevet af det amerikanske nyhedsbureau AP den 3. december 2023. Og videoens tredje klip sporede vi til billeddatabasen Alamy, hvor man kan læse, at det viser en våbentest på det amerikanske flådeskib USS Hopper ud for Hawaiis kyst i maj 2016.

De næste klip er fra en hændelse i maj 2021, hvor det Singapore-registrerede skib MV X-Press Pearl brød i brand ud for Sri Lankas kyst. Logically Facts har tidligere faktatjekket påstande, der kæder klippet sammen med Houthi-angreb på skibe i Det Røde Hav. 

Derefter følger et klip af en olietanker. Vi fandt ud af, at handelsvirksomheden Trafigura lagde det samme klip ud på YouTube tilbage i september 2020. En olietanker fra Trafigura er rigtignok blevet ramt af et Houthi-missil i Det Røde Hav i januar 2024, men den hændelse har ikke noget med branden på Marlin Luanda at gøre.

Vi fandt ud af, at det første af de to billeder, som følger derefter, i virkeligheden viser den amerikanske destroyer USS Carney. På billedet affyrer USS Carney et missil for at forsvare sig mod Houthi-missiler og ubemandede luftfartøjer i Det Røde Hav den 19. oktober 2023. Det andet billede viser en Houthi-militærhelikopter flyve over fragtskibet Galaxy Leader i Det Røde Hav i november 2023.

Derpå følger endnu to billeder, hvoraf det første i virkeligheden viser optagelser af det britiske kampfly Royal Air Force Typhoon FGR4. På billedet ser man kampflyet lette fra RAF Akrotiri på Cypern for at udføre luftangreb mod militære Houthi-mål i Yemen den 22. januar. Det andet billede viser Houthi-krigere indtage kamppositioner på dækket af fragtskibet Galaxy Leader i Det Røde Hav i november 2023.

Det næste billede i videoen viser det amerikanske flådeskib USS Hopper opfange et missil under en øvelse på Hawaii i 2009, mens billedet derefter viser amerikanske soldater bevogte et oliefelt i Deir Ezzor-regionen i Syrien i marts 2019.

Derefter følger et billede, som viser flådeskibet USS Carl Vinson på vej til havnen i Busan, Sydkorea, den 15. marts 2017. Her deltog skibet i en årlig militær fællesøvelse mellem Sydkorea og USA kaldet Foal Eagle.

Det sidste billede i videoen er det eneste, der rent faktisk viser angrebet på Marlin Luanda. Ved hjælp af en omvendt billedsøgning fandt vi ud af, at billedet blev lagt på X (tidligere Twitter) den 27. januar af en bruger ved navn Megatron. "BREAKING:⚡🇬🇧 Billeder er dukket op af det britiske olieskib Marlin Luanda i flammer, efter det blev ramt af et Houthi-missil," står der i opslaget.

Ved at sammenligne billedet med en video af Marlin Luanda i brand, som det indiske søværn har lagt ud på nettet, kan vi se den samme pæl og kran gå igen begge steder. Billedet er desuden blevet brugt i artikler om angrebet på Marlin Luanda i for eksempel Hindustan Times. 

I videoen af branden på Marlin Luanda fra den indiske flåde (til højre) ses den samme pæl og kran som på billedet i TikTok-videoen. (Kilde: X/Skærmbilleder)

Bedømmelse

Kun et af billederne og klippene i videoen viser rent faktisk angrebet på det britiske skib Marlin Luanda. De andre er af ældre dato og har ikke noget med det pågældende angreb at gøre. Videoen foregiver desuden at være et nyhedsindslag om angrebet på Marlin Luanda, hvilket det ikke er. Vi bedømmer derfor videoen som falsk. 

Artiklen er oversat af Nikolaj Kristensen.

Read this fact check in:

English , Dansk

Vil du gerne i kontakt med redaktionen eller tippe os om en påstand, der skal faktatjekkes?

0
Faktatjek udgivet på verdensplan

Når vi træffer meningsfulde valg, som har betydning for vores liv, sætter vi vores lid til informationer. Men internettets natur gør, at misinformation når ud til flere mennesker hurtigere end nogensinde før