Video af Marine Le Pen fordrejes i påstand om, at hun ønsker Macron arresteret

Af: Rahul Adhikari
August 23 2023

Del artiklen: facebook logo twitter logo linkedin logo
Video af Marine Le Pen fordrejes i påstand om, at hun ønsker Macron arresteret

Faktatjek

Bedømmelse FALSK

Videoen, hvor Marine Le Pen udtaler sig om urolighederne i Frankrig, bliver udlagt forkert. Hun sagde ikke, at Macron skulle arresteres.

Påstands-ID f474938e

Kontekst

Voldelige optøjer brød ud i Frankrig efter Nahel Merzouk, en 17-årig dreng med algerisk baggrund, blev skudt og dræbt af politiet under en rutinemæssig trafikkontrol. Ifølge flere nyhedsreportager er der siden blevet indsat flere end 45.000 politibetjente til at holde protesterne under kontrol, og mere end 2.000 personer er blevet arresteret. 

Under voksende international bevågenhed omkring protesterne i Frankrig er en artikel blevet delt på sociale medier, hvori det påstås, at den franske højrefløjspolitiker Marine Le Pen har sagt, at hun vil redde landet fra New World Order, og at den siddende præsident, Emmanuel Macron, vil blive arresteret. 

Artiklen, der har overskriften “Marine Le Pen: Jeg vil redde Frankrig fra New World Order - Macron vil blive arresteret,” blev udgivet den 3. juli på hjemmesiden for The People’s Voice TV, tidligere kendt som NewsPunch. Flere brugere på tværs af sociale medier har delt artiklen og skærmbilleder af den. På Twitter har et af disse opslag mere end 250.000 visninger, og et skærmbillede af den er delt massivt på Facebook. 

Men påstanden er falsk. En video, hvor Le Pen udtaler sig om de verserende uroligheder, er blevet udlagt forkert. 

Faktisk 

Vi så nærmere på den udbredte artikel, der påstår, at “den franske præsidentkandidat Marine Le Pen lover i en tale til nationen at redde Frankrig fra New World Order og holde præsident Macron retligt ansvarlig for det anarki, der lige nu finder sted over hele landet.” 

Artiklen påstår også, at “Le Pen advarer om, at alle de ansvarlige, fra Macron til ‘woke’ politikere og politiserede fagforeninger, vil blive arresteret og retsforfulgt for forræderi den dag, hun bliver præsident.” Som kilde til udtalelserne indeholder artiklen et tweet med en video, hvor Le Pen taler på fransk. 

En omvendt billedsøgning afslører, at Le Pen lagde den mere end tre minutter lange video op på Twitter den 30. juni. En oversættelse af opslagsteksten, der oprindeligt er på fransk, lyder: “I flere dage har der hersket en tilstand af endemisk uorden i landet, hvis billeder og ekkoer er uhyggeligt brutale. Jeg beder republikkens præsident tage imod de partier, der er repræsenteret i Nationalforsamlingen uden yderligere forsinkelse.” 

I videoen udtrykker Le Pen sin bekymring ved de verserende protester. Hun fordømmer forskellige vigtige aktører for at opildne til vold og giver samtidig sin støtte til sikkerhedsstyrkerne. I sin opfordring til præsidenten om at tage emnet op i Nationalforsamlingen siger hun: “Politikere og politiserede fagforeninger, der har påtaget sig ansvaret for den moralske frikendelse af disse voldelige handlinger, har selv bevæget sig uden for republikkens felt. Nationen og historien vil for altid holde dem ansvarlige for dette.” 

Den franske nyhedskanal BFM TV har ligeledes rapporteret, at Le Pen lagde en video op, hvori hun udtaler sig om protesterne. Tweetet blev bragt i en liveudsendelse om urolighederne. 

I videoen siger Le Pen intet om at redde Frankrig, og hun nævner ikke New World Order. Hun siger heller ikke, at Macron vil blive arresteret, hvis hun bliver præsident. Videoen med den franske politikers udtalelser om protesterne er altså blevet udlagt forkert. 

The People’s Voice TV har flere gange tidligere udgivet vildledende og usaglige artikler. 

Bedømmelse

Le Pens video, hvor hun udtaler sig om protesterne i Frankrig over drabet på 17-årige Nahel Merzouk, er blevet udlagt fejlagtigt. Hun har ikke sagt, at Macron skulle arresteres, eller at hun vil redde landet fra New World Order. Vi bedømmer derfor påstanden som falsk.

Faktatjekket er oversat af Nikolaj Kristensen.

Read this fact check in:

English , Dansk

Vil du gerne i kontakt med redaktionen eller tippe os om en påstand, der skal faktatjekkes?

0
Faktatjek udgivet på verdensplan

Når vi træffer meningsfulde valg, som har betydning for vores liv, sætter vi vores lid til informationer. Men internettets natur gør, at misinformation når ud til flere mennesker hurtigere end nogensinde før