Israelsk officer tilstår ikke, at israelske kampvogne har dræbt civile

Af: Nikolaj Kristensen
December 19 2023

Del artiklen: facebook logo twitter logo linkedin logo
Israelsk officer tilstår ikke, at israelske kampvogne har dræbt civile

(Kilde: TikTok/X/Skærmbilleder)

Faktatjek

Bedømmelse VILDLEDENDE

Videoen er redigeret, så det ser ud, som om den israelske officer tilstår, at israelske kampvogne har skudt på civile.

Påstands-ID d46a030d

Kontekst

På sociale medier har brugere delt en video af den israelske oberstløjtnant Golan Vach med påstande om, at han i videoen indrømmer krigsforbrydelser. Oberstløjtnanten skulle angiveligt tilstå at skyde på bygninger med kampvogne og derved dræbe 15 civile, herunder 8 spædbørn. 

Den 37 sekunder lange video viser Golan Vach tale med pressefolk i en kibbutz tæt på grænsen til Gaza den 14. oktober 2023. I den første halvdel af videoen fortæller han om et par, der var lagt i håndjern, og brændte lig som blev fundet i huset bag ham. Derefter lader Vach til at forklare, hvordan israelske kampvogne har beskudt husene. 

Men videoen er redigeret, så det ser ud, som om Vach siger, at de civile i kibbutzen blev dræbt af israelske kampvogne. Det, han faktisk beskriver, er, hvordan militante fra Hamas angiveligt stimlede civile sammen og dræbte og brændte dem under angrebet den 7. oktober, og derefter hvordan israelske kampvogne kæmpede mod Hamas for at genvinde bosættelsen. Vach sagde, at israelske kampvogne havde beskudt husene, men ikke at de israelske skud havde dræbt civile.

Faktisk

Logically Facts fandt interviewet i fuld længde på hjemmesiden for det tyrkiske, statsdrevne nyhedsbureau Anadolu Agency. Interviewet viser tydeligt, at en del er blevet klippet ud af videoen, som den florerer på sociale medier. 

Klippet, der cirkulerer på sociale medier, starter cirka 8 sekunder inde i interviewet, hvor Vach netop er blevet spurgt om de ofre, han fandt i bosættelsen. 28 sekunder inde i interviewet kommer den del, der blev klippet ud af videoen på sociale medier. Her spørger en journalist uden for billedet, om Vach havde set de civile, der var blevet dræbt, hvortil Vach svarer, at det var ham, der evakuerede dem. Journalisten spørger da ind til ødelæggelsen af huset bag Vach. "Denne ødelæggelse var forårsaget af vores kampvognes angreb," forklarer Vach i interviewet. Herefter genoptages videoen på de sociale medier.

Artikler fra Anadolu Agency antyder, at ild fra israelske kampvogne kan have spillet en rolle i de civiles død under gengældelsesangrebene mod Hamas, og nyhedsbureauet har fremhævet interviewet med Vach som belæg herfor. Anadolu Agency er kendt for at udvise varierende grader af troværdighed.  

En anden video, hvor Vach taler samme sted, og som er lagt ud på YouTube-kanalen for den britiske tabloidavis The Sun, gør det klart, at Vach beskriver civile, som er blevet dræbt af Hamas - ikke af israelsk kampvognsild. Vach beskriver, at sammenstimling, drab og afbrænding af civile var en udbredt fremgangsmåde for Hamas under angrebet den 7. oktober.

Bedømmelse

Videoen er blevet redigeret, så det ser ud, som om den israelske officer indrømmer, at israelske kampvogne har dræbt civile. Officeren Golan Vach kommer ikke med en sådan indrømmelse i interviewet, og hans ord er blevet fordrejet. Videoen, der florerer på sociale medier, udelader en del, hvor Vach bliver spurgt om ødelæggelsen af bygninger, hvilket er grunden til, at han taler om israelsk kampvognsild. Vi bedømmer derfor denne påstand som vildledende. 

Read this fact check in:

English , Dansk

Vil du gerne i kontakt med redaktionen eller tippe os om en påstand, der skal faktatjekkes?

0
Faktatjek udgivet på verdensplan

Når vi træffer meningsfulde valg, som har betydning for vores liv, sætter vi vores lid til informationer. Men internettets natur gør, at misinformation når ud til flere mennesker hurtigere end nogensinde før