Video af algerisk fodboldfest deles som israelsk angreb på Gaza

Af: Rajini KG
Oktober 16 2023

Del artiklen: facebook logo twitter logo linkedin logo
Video af algerisk fodboldfest deles som israelsk angreb på Gaza

(Kilde: X/Instagram)

Faktatjek

Bedømmelse FALSK

Videoen viser romerlys og fyrværkeri, der bliver affyret for at fejre fodboldholdet CR Belouizdads sæsonsejr i den algeriske liga.

Påstands-ID d122b20e

Kontekst

På X (tidligere kendt som Twitter) florerer en video, som angiveligt viser Israel gengælde angrebene fra Hamas. "Dette er Israels svar til Hamas. Godt klaret... Storslået gengældelse #IsraelUnderAngreb," står der som tekst til videoen. Videoen bliver også delt på Instagram og TikTok

Men videoen viser i virkeligheden algeriske fodboldfans, der tidligere i år fejrede deres hold ved at tænde romerlys i Algiers gader.

Hvad har vi fundet ud af?

Ved at foretage en omvendt billedsøgning på Google fandt vi den samme video på YouTube, der er blevet delt som en såkaldt Short - en kort video i højformat - af brugeren @tnslm9829 den 16. juli 2023. At der er tale om den samme video kan ses på den blå og grønne reklame, som hænger på en af bygningerne. Videoen er altså lagt på nettet før Hamas' angreb på Israel den 7. oktober.

Her ses videoen, der lige nu florerer på X (til venstre) sammenlignet med den tre måneder gamle video på YouTube (til højre).

I beskrivelsen til videoen finder man bogstaverne 'CRB', der refererer til den algeriske fodboldklub Chabab Riadhi de Belouizdad, også kendt som CR Belouizdad. 

Lignende opslag blev delt på X i juli 2023, efter at CR Belouizdad havde sikret sig sejren i den bedste algeriske fodboldrække. I et af opslagene ses en kegleformet konstruktion, som vi ved hjælp af Street View på Google Earth Pro kunne identificere som Martyrernes Mindesmærke i Algier. 

CR Belouizdads officielle YouTube-kanal, "Ultras Fanatic Reds", offentliggjorde den 19. juli 2023 en video af algeriske fans, der affyrer romerlys og fyrværkeri i røde farver. I beskrivelsen af videoen står der: "Fejring af CR Belouizdads 61-års jubilæum og det 10. algeriske mesterskab." Ifølge Al Araby, en nyhedsside baseret i Qatar, vandt CR Belouizdad den algeriske Ligue Professionnelle 1 i 2023. Klubben vandt mesterskabet for fjerde gang i træk og for tiende gang i alt.

Sådanne fejringer er ikke et ualmindeligt syn blandt algeriske fans. Det fremgår også af en Yahoo Sports-artikel fra 2018, som fortæller, hvordan algeriske fans fyldte et stadion med røde romerlys og røg efter en sejr. 

Flere lignende videoer af festlighederne er også blevet lagt på YouTube af mellemøstlige nyhedsmedier såsom Yallakora (en arabisk sportsside med base i Egypten), Algeria Today - Aljazairalyoum (en algerisk avis) og dzayerNews الآنية و المصداقية (en lokal, algerisk nyhedskanal).

Geolokalisering af videoen 

I videoen ses et TikTok-vandmærke og brugernavnet @ramiguerfi41. Selvom videoen ikke længere er at finde på brugerens TikTok-side, afslører en arkiveret version af siden, at man tidligere har kunne finde videoen på profilen i en højere kvalitet, end hvad den deles i nu. 

I begyndelsen af videoen ses nogle biler parkeret på fortovet omkring en lille rundkørsel. Ved hjælp af Google Earth Pro fandt vi frem til, at der er tale om Place Al Mokrani, Sidi M'Hamed, i byen Algier.

På Google Earth Pro fandt vi rundkørslen og bygningerne i byen Algier. (Kilde: X/Google Earth/Skærmbilleder)

Vi kan dermed fastslå, at videoerne er optaget i Algeriet og ikke i Israel. 

Bedømmelse

En video af algeriske fodboldfans, der fejrer holdet CR Belouizdads mesterskab med fyrværkeri og romerlys, bliver udlagt som et israelsk luftangreb på Gaza. Begivenhederne i videoen har ikke noget med den igangværende konflikt mellem Israel og Gaza at gøre.

Faktatjekket er oversat af Nikolaj Kristensen.

Vil du gerne i kontakt med redaktionen eller tippe os om en påstand, der skal faktatjekkes?

0
Faktatjek udgivet på verdensplan

Når vi træffer meningsfulde valg, som har betydning for vores liv, sætter vi vores lid til informationer. Men internettets natur gør, at misinformation når ud til flere mennesker hurtigere end nogensinde før